Af Rikke Hesselvang
En ung, ensom og desperat mor ser kun én mulighed tilbage: Hun må efterlade sin nyfødte baby i en baby-boks hos en kirke. Regnen siler tungt ned over hende, som var det himlens egne ulykkelige tårer. Hun er drivvåd af ren håbløshed og er helt alene i verden – tror hun; hun har bare ikke mødt sin familie endnu.
Med så meget ondt i verden, er det rart at have Hirokazu Kore-eda til at skabe kærlige historier, der går lige i hjertet. Som med Shoplifters (2018) indebærer de ofte et vemodigt twist af fortabte individer, men budskabet står klart: Familie er ikke bare grunden til, men meningen med vores eksistens.
Regnen Skyller Alt Bort er en sårbar roadtrip-film, der tager os med på rejsen af en menneskehandel, da Ha Sang-hyoen (Song Kang-ho) og Dong-Soo (Gang Dong-won) ser chancen for at sælge den unge mors baby på det sorte adoptionsmarked. Men moderen fortryder og vender tilbage. Hun opdager deres planer og beslutter sig for at tage med dem for at interviewe potentielle adoptivforældre. Hun kan ikke give slip, og hendes øjne er stadig fyldt med en enorm kærlighed.
Den brogede flok, der utroligt nok kan køre Sydkorea tyndt i et noget faldefærdig folkevognsrugbrød, tøver meget med at yde en indsats for at knytte bånd til hinanden. Alligevel opstår harmonien på vejen. De finurlige musikalske symfonier er balsam for sjælen og skaber en indre ro. ”Hav tålmodighed”, synger de; ”det hele skal nok gå”. Men to detektiver er desværre på sporet af dem – og sådan hepper man pludselig på menneskesmuglerne, på antiheltene.
En dreng fra et børnehjem tilslutter sig flokken. Han falder naturligt til, og hans sjove bemærkninger er det, de ikke vidste, de manglede; den fødte storebror og den evige ballademager. Alle kender ham. Alle elsker ham. Menneskesmuglingen er blevet til en familieudflugt. Derfor er det sød musik at høre deres rungende latter for første gang – som en familie, der altid har grinet sammen. Det er ægte og autentisk.
Filmen er et plotdrevet drama, og det er til tider forvirrende at finde sammenhæng i de mange parallelforløb og udstikninger. Dog holder Song Kang-ho fast som limen i gruppen, skønt han atter agerer fattig og svindlerisk som i Parasite (2019). Trods sine uetiske handlinger optræder han følsom, medmenneskelig og sympatisk. Hans nærvær med især barnet og drengen er hjertevarm og komisk, hvor især én scene er svær at negligere.
Ha Sang-hyoen siger til Moon So-young, at hun burde snakke mere til sit barn. Hun afventer, men lyset slukkes, og hun overbeviser dem om at lukke øjnene, hvorefter hun skiftevis siger til dem alle: ”Tak fordi du blev født”. Den nye sætning forstærker den forrige, og straks presser tårerne sig på. Det er et yderst skrøbeligt moment om mennesker og deres evne til at lære at elske hinanden og samtidig udtrykke det, trods deres forskellighed.
Regnen kan ikke skylle alt bort, for Kore-eda forbliver stående. Han har endnu en gang skabt en rørende historie, der besejrer ensomheden og beviser, at familie er meget mere end biologiske antagelser. Det er klassisk Kore-eda at skabe ømme fortællinger, man kun kan elske. Så, tak Kore-eda. Tak fordi du blev født.
Kommentarer